HASLEV POSTEN - 3. marts 2015

Caminovandring med guide og livline

Af Marianne Asmussen  

Mange drømmer om at vandre på den berømte pilgrimsrute i Spanien men er usikre på turen. Det gør psykoterapeut Sanne Krøier nu noget ved i et helt en enestående samarbejde med alternativ behandler Søren Winkel, så man kan komme af sted med både guide og livline. Men man skal være klar til en sjælelig udvikling.

Når mange lader det blive ved drømmen, kan det skyldes, at man enten er usikker på selv at arrangere turen eller på, om man fysisk vil kunne klare dagsvandringerne på omkring 20 km, fortæller Sanne Krøier, som har gået på Caminoen syv gange, men sidste år for første gang selv stod som arrangør.

Caminoen under huden
- Man kommer hurtigt til at føle sig tryg på turen og rutinerne undervejs, og ingen går glip af det rigtige pilgrimsliv med fællesskabet på refugierne med vabler, fodbad og fortællinger fra dagen. Og får man ondt i knæet eller fødderne undervejs, er der hjælp at hente. Sidste år hjalp Søren mig med knæet, og i år er han medarrangør, så han kan være med til at afhjælpe ting i situationen. Og hvis man ikke kan gå en dag eller to, så tager man bare bussen til det næste overnatningssted, hvor man igen mødes med gruppen.

- Det giver noget at gå i en gruppe, så det skal man være klar til. Men man går ikke samlet som gruppe. Man kan gå alene, parvis eller måske fire. Så går man 6-7 km og kommer til en ny by, hvor man får vand på dunken eller lidt kaffe, og bagefter kan man slå nyt følgeskab. Men gruppen overnatter altid på det samme herberg.

 

 

Sanne

Foto: Marianne Asmussen

 

Camino-familien
- På Caminoen spørger man ikke til dit lands seneste politiske nyheder eller til dit arbejde, men til hvilket menneske, du er. Caminoen giver dig en pause og gør plads til din sjæl. Man får et helt særligt fællesskab, som man ikke får andre steder. Jeg har her i Bonderød haft besøg fra USA, Canada, England og Australien.

Personlig udvikling
- På Caminoen er man sat ud af tid og sted. Det giver én muligheden for at fortælle andre historien om sig selv. Den anden er på sin vis ligeglad med, hvad man fortæller. Man fortæller til sig selv om sig selv. Og når man lytter til en medvandrer, så oplever man jo, hvad den andens fortælling spejler i én selv. Det er i hvert fald helt sikkert, at den historie, man plejer at fortælle til sig selv om sig selv, den får en helt ny vinkel på Caminoen. Man bliver lyttet til på en anden måde, og selv fortæller man på en anden måde. Man mødes i hjertet, ikke i hovedet, siger Sanne.

Kursusdage
Sanne Krøier kan være guide til personlig udvikling på turen på flere måder. Hun er både astrolog og psykoterapeut, og der er rig mulighed for at benytte sig af hendes kompetencer undervejs. Derfor afholder hun og Søren Winkel to kursusdage, hvor man kan forberede sig til turen. - Man skal være forberedt på, at man kan møde sider af sig selv, som man ikke har sluttet fred med, og man skal være forberedt på at gå i dybden, siger Sanne.

 

Søren

Foto: Marianne Asmussen

Muskler husker
- Muskelsmerter hænger ofte sammen med noget følelsesmæssigt, så det der med bare at fikse fejlen og så kører det igen to dage efter, det går ikke. Det er nemmest med maskiner. Gennem de mange behandlinger jeg har foretaget, er min forståelsesramme i dag blevet udvidet, så jeg nu også ser en sammenhæng mellem kroppen og en overbevidsthed, der danner kontakten til det spirituelle, og en underbevidsthed, der gemmer alle indtryk fra samspillet med omverdenen. Musklerne kan gemme på traumer fra ens liv, fortæller Søren Winkel.

Kvaksalveren
Søren kalder humoristisk sin hjemmeside for www.kvaksalver.com. I gamle dage var ´kvaksalver´ en nedsættende betegnelse for en, der tjente penge på at helbrede folk uden at være uddannet læge. Men en kvaksalver kan i dag være en anerkendt og travl alternativ behandler, sådan som Søren Winkel er det. Søren tilbyder kirosomatri, som er en behandlingsform, der har til hensigt at befri nerver, der sidder i klemme og er årsag til mange lidelser.

Din nerve lyser blåt
Søren har siden han var barn kunnet se noget, som andre ikke kunne se. - Jeg kan fx sige: Du har en nerve i klemme. Den står og lyser blåt, men den snak kom jeg jo ikke ret langt med i mange år. Så skete det, midt i 90´erne, mens jeg arbejdede som maskinreparatør, at jeg en dag på en fabrik kom ud for en smed, som ikke kunne rejse sig. Jeg kunne hjælpe ham på stedet ved at sætte hans rygsøjle på plads, så da jeg kom ugen efter, var der en anden, som også lige skulle have noget ordnet.
 
- Det greb om sig og resulterede i, at jeg i årene 1998-2003 tog en uddannelse i urtemedicin, kombineret med fysiologi hos Ken Lunn, som er en af de få medicinske urteterapeuter i verden med en specialistgrad (Master of Science) i sit fag. Siden 2004 har jeg selv haft klinik.

- Det er ikke noget, jeg har villet, men det valgte mig, ler Søren, som egentlig er uddannet automekaniker. I dag er hans klinik så populær, at han har et års ventetid. Det er derfor noget af et scoop, at han er medarrangør på Sannes pilgrimsvandring. Hjælpen er lige ved hånden. Til både krop og sjæl.

Nu forlader I Caminoen
- Når vandringen er slut, siger jeg: ”Nu forlader I Caminoen”, og jeg kan mærke, jeg bliver berørt af det, siger Sanne. - Det er underligt, men man får altså en følelse af, at når man går på Caminoen, så har man følgeskab af fred og kærlighed. Man forlader altså noget, når man går derfra, men det arbejder videre i én bagefter. Jeg kan bedst udtrykke det som, at man får en accept af livet, som det er, og en tillid til, at der sker det, det skal ske.

Ingen kommer uforandrede hjem

- Undervejs bliver man meget klogere på, hvordan psyke og krop hænger sammen. Ingen kommer uforandrede hjem fra Caminoen, siger Lise Andreassen, som var med sidste år. - Når man vandrer, oplever man at være i nuet. Tempoet bliver sat ned. Man er til stede. Ser brombærrene, får øje på en sommerfugl. På Caminoen får man på forunderlig vis det, man har brug for.