Jeg - en pilgrim

Af Sanne Krøier  

Hvorfor bliver man pilgrim i 2014? Hvorfor er det fantastisk at gå med store tunge vandrestøvler og bære på en rygsæk? Hvorfor sove på en sovesal med op til 80 fremmede mennesker og dele 2 toiletter? Ja, hvorfor egentlig?

Måske fordi det er så fuldstændigt fantastisk befriende ikke at skulle forholde sig til alle de ting, vi har fået samlet omkring os i et forsøg på at gøre livet lettere og ”nemt”. Er det så blevet det - eller bruger vi nu bare tiden på tingene? Hvad sker der når man vandre og lader tankerne komme og gå af sig selv? Bliver vi klogere på os selv? Jeg vil sige ja, det gør vi. Dels fordi der er højt til loftet på Caminoen og så fordi at man møder så mange andre pilgrimme på vejen, som man får fortalt lidt af sin egen historie til. Egentlig får man jo fortalt sig selv historien om sig selv – og der bliver man måske endda selv lidt overrasket en gang imellem, når et spørgsmål afføder et lidt anderledes svar end det man selv lige havde troet.

Jeg er ikke noget specielt dedikeret friluftsmenneske eller vandrings”mand”, men alligevel er jeg blevet en pilgrim for livet. At tage på vandring giver mig en frihed, som jeg ikke kan finde i andre ferieformer. Det at stå op om morgenen, pakke sin rygsæk, spise noget morgenmad og så bare gå ud i morgengryet og følge de gule pile. Vandre fra by til by, op og ned af bjerge, igennem marker og skove, holde pauser i små bjergbyer, større byer eller bare på en mark – simpelthen bare være til her og nu.

 
 

Det hele startede i 2001, da jeg læste Shirley MacLaine’s bog: ”Camino”. En fantastisk bog om hendes egen vandring på den ældgamle pilgrimsrute i det nordlige Spanien. Der besluttede jeg mig; det skal jeg altså også en dag. Dog kunne jeg ikke se, hvornår jeg skulle kunne rejse væk fra min familie i seks uger i træk, men i 2011 ringede en rigtig god veninde og sagde, at hun havde 14 dage i juli, hvor hun kunne gå med mig. SÅ skulle det prøves. Var det i det hele taget noget for mig – og det var det. Min yngste søn (dengang 12 år) og min mand stødte til efter en uge, og herefter var vi alle 3 solgt. Vi har nu vandret hele Caminoen over 2 somre, i alt 850 km. Desuden har vi i september været nede og vandre i 10 dage med 3 af vores 4 børn samt en svigersøn. Det er en utrolig afslappende måde at være sammen på, da alle har det samme mål for dagen. Vi står op, pakker, vandrer, spiser og sover. Det er et helt andet nærvær man har med hinanden, når der ikke er mobiler, computere og tv, som kiler sig ind hele tiden. Meget givende ferie for alle.

Jeg vil gerne gå hele Caminoen i et stræk en dag, men den kan sagtens deles op i bider. Som min datter sagde, efter at hun og jeg havde vandret en uge alene dernede sidste år, hvis man har brug for 3 ugers ferie, men kun har en, så er det herned man skal tage. Det føles som man har haft en rigtig lang ferie, måske fordi det hele går så langsomt og man er meget mere i nuet.

Pilgrimme har i årtusinder gået bodsvandringer til Jerusalem, Rom - og til Santiago de Compostela, hvor Apostelen Jakobs jordiske rester befinder sig. At tage på pilgrimsvandring var dengang en livsopgave. Mange døde på vandringen, men strømmen af pilgrimme var konstant indtil Middelalderen, hvor pilgrimstraditionen stille og roligt klingede af. Nu bliver der igen flere og flere pilgrimme.

Mennesker fra hele verden tager i disse år til Caminoen. Af vidt forskellige grunde naturligvis, men de fleste elsker det fællesskab, som de finder i pilgrimslivet. Caminoen er en enestående mulighed for at være nysgerrig og få viden om andre landes samfund, kultur og værdier, og vi har knyttet venskaber verden over og herigennem fået mulighed for oplevelser, som vi ellers ikke ville have haft mulighed for. Vi har i sommers besøgt og boet hos pilgrimsvenner i England, og vi har selv haft besøg fra Canada, Australien, USA, England og Skotland. Mennesker som ellers ikke ville have besøgt Danmark, men som er taget hertil for at besøge os, fordi det bånd man knytter på Caminoen er så specielt og stærkt. Vi kalder dem for vores Caminofamilie, og planen er helt sikkert også at besøge dem.

Jeg tror, at vi har brug for at komme ned i gear, tættere på os selv og naturen, og derfor har jeg besluttet at tilbyde en pilgrimsvandring i Spanien til foråret. Turen er for dem, som ønsker at ”komme i gang” med Caminoen, og gerne vil have lidt vejledning og nogen at følges med. Turen er på 2 uger, den starter i Frankrig i St. Jean Pied de Port – altså fra Camino Frances startpunkt, og så kan man jo altid selv tage derned igen og gå den færdig – hele vejen til Santiago de Compostela.