Citat fra Pilgrim af Annedorte Ries.
At vandre Caminoen er som at leve et helt liv komprimeret på få uger. Der er en begyndelse og en slutning og en lang rejse imellem disse to punkter. I starten er vi usikre og vaklende, men for hver dag vokser og lærer vi. Hundreder af møder med hundreder af pilgrimme vil bringe både det bedste og det værste frem i os. Lag på lag vil blive skrællet af os: vores smerte, vores stolthed, vores fordomme, og afsløre følelser, vi helst straks vil glemme: had, intolerance, misundelse. Den lærer os den ældgamle visdom: at alt hvad vi sender ud, kommer tilbage til os. Hvordan vi møder andre, sådan vil vi også selv blive mødt. Hvordan vi føler og tænker, skaber vores virkelighed. Vi vakler og falder, og Caminoen rejser os blidt op igen. Caminoen viser os et enkelt og simpelt liv. Alt unødvendigt skrælles væk, og vi lærer igen, hvad der er de vigtige ting i livet. At være. At fylde lungerne med luft. At se lyset, der fylder verden. At hilse på de smilende solsikker og klappe de søvnige hunde. At le og danse. At møde vores medpilgrimme med et kærligt smil. At leve i nuet. At være i hjertet. At have tillid til, at vores ben leder os derhen, hvor vi skal være. At have tillid til, at vi altid vil få den hjælp, vi har brug for. Caminoen fylder os med taknemmelighed. Taknemmelighed over alt, hvad vi modtager. Den lærer os at leve og ikke bare overleve. Den viser os vejen igen, når vi er faret vild. Af Caminoen lærer vi at være tro mod os selv. At finde vores egen vej. At vandre vores pilgrimsvej på vores egen måde. At kun ved at være vores eget strålende selv udfylder vi vores rette plads i verden. Den genskaber lyset i os, så vi igen kan være et lille lys, der vandrer under mælkevejen i den store, vidunderlige verden. Den åbner vores øjne for lyset i vores medpilgrimme, så vi sammen kan stråle. Caminoen lærer os at se alle de små tegn på vejen, der hvisker om den ubetingede og grænseløse kærlighed, der omslutter alle levende væsner. Den hvisker, at alle vores synder altid vil være tilgivet, og at vi bare skal tilgive os selv, mens hundrede helgener våger over vores skridt. På Caminoen genfinder vi kærlighedens vej......

Læs mere under Bøger og film